Ser man rundt i verdenen bliver nogle gins lavet med en masse forskellige botanicals: Mange bruger måske både 15 eller 20 forskellige ingredienser. Der er sågar en tysk gin, der bryster sig af at bruge ikke mindre end 47 forskellige!
Mine gins er lavet ud fra dogmet ”Less is more”. Med dette mener jeg at man ikke behøver at sætte en ære i at bruge en kæmpe mængde ingredienser når en ny gin skal udvikles. Jeg har ladet mig inspirere lidt af den måde det italienske køkken fungerer: En god pasta, lidt klaret smør og lidt revet trøffel og vupti har du en ret der smager så englene synger! Når jeg laver en ny gin tænker jeg meget på hvad oplevelsen skal være. Hvad er det for en stemning ginnen skal udtrykke. Disse tanker leder mig typisk hen på en 5-6 mulige botanicals, der skal danne grundlaget for den nye gin. Herefter er det håndværket og familiens tålmodighed, der til sidst leder hen til det færdige produkt.